Portrett: Portrett av Halvor Olsen på Vik skule. Foto: Arne T. Aabø

«Et kort tilbageblik paa mit liv»

Når me arbeider med lokalhistorie og slektsgransking, kjem me inniblant inn på yverraskande ting. Det er ei slik soge eg vil koma med her.

I samband med fyrebuingi til utgjevingi av Lårdalsoga midt på 1970-talet tok eg fyre meg kyrkjebøkane for å finne ut noko meir um mi eigi ætt. Eg visste at eg hadde ein tippoldefar som heitte Tarjei Halvorsson Skottveit. Likeins visste eg at han var uppvaksen på ein plass i Støylsdalen i Øvre Lårdal som heiter Flateland. Han var fødd i 1789, og me hev i familietradisjonen nokre sogur etter han. Um syskeni hans visste eg då lite eller inkje.

Men gjennom kyrkjebøkane fann eg snøgt ut at han hadde fleire syskin. Nokre døydde små, og nokre voks upp, slik det vanlege var i den tidi.

Millom syskeni hans fann eg ogso ei syster som heitte Gunhild. Ho var fødd i 1803. I 1828 finst ho millom utflutte til Mo, og fyremålet med utflytjingi var at ho skulle gifte seg med Olav Torkjellsson i Mo prestegjeld. I fleire år tenkte eg inniblant på mogelege etterkomarar etter Gunhild og Olav, men dei mange gjeremål i annsame kvardagar skuva spursmåli fyre seg. So i 1989 kom bygdeboki for Mo og Skafså ut. No burde det vera mogeleg å finne slektningar, um dei fanst.

På leit etter skyldfolk

Under garden Reine, øvre, på Froland i Mo fann eg denne familien umtala. Gunhild Halvorsdotter frå Flateland i Lårdal døydde alt i 1837 og etterlet seg to born. Ei dotter, Margit, vart gift, men utvandra saman med mann og born i 1861. So var det Halvor, fødd i 1833. Um han stend det i bygdesoga: «Til Fjære sokn ved Grimstad». Eg skjøna då at det var i umrådet rundt Grimstad, og ikkje i Mo, at eg laut leite etter skyldfolk.

Det gjekk endå 2-3 år utan at meir vart gjort. Ved eit slumpehøve fekk eg adressa til nokre lokalhistorikarar i Grimstad. Eg plukka nokso tilfeldig ut eit av namni, skreiv eit brev og sende. Eg hev gjort liknande tidlegare utan å få særlege attendemeldingar, so sant og seia hadde eg ikkje den store trui på at dette skulle bli vellukka.

Men der tok eg skikkeleg feil. Berre 3-4 dagar seinare kom det ein telefon. Arild Nordskog heitte mannen i telefonen, og det var han eg hadde sendt brevet til. Og han visste mykje um Halvor Olsen, som denne utflutte mobyggjen skreiv seg. «Eg ser bilete av han kvar dag», sa han. Samanhengen var at Nordskog var vaktmeister på ein skule ved Grimstad, og på denne skulen hekk det eit bilete av Halvor. Grunnen til dette var at Halvor hadde vore lærar og skulestyrar i langt yver ein mannsalder. I alt hadde han meir enn 50 år i skulen bak seg.

Halvor Olsen var ein velkjend mann i Grimstad/Fjære-umrådet. Han hadde hatt 14 born, livde heilt til 1929 då han døydde, 96 år, gamal og mett av dagar. Han ligg gravlagd på Fjære kyrkjegard. Arild Nordskog sende meg også avisutklypp frå minneord som vart skrivne då Halvor Olsen var avliden. Likeins fekk eg gjennom han kontakt med etterkomarar. Oldebarnet av Halvor, Torstein Drange i Kristiansand, sende meg verdfulle ættelistor. Mest verdfullt av alt var det likevel at han sende meg kopi av nokre sidor Halvor sjølv hadde skrive um livet sitt. Dette hadde han kalla «Et kort tilbageblik paa mit liv».

I Halvor si språkdrakt

Då dette fortel livssoga hans i stutte drag, tek eg det med her i Halvor si eigi språkdrakt:

«At give en beretning om mit livsførelse er ikke saa ligetil, da det har været noksaa bevæget, og naar jeg ser tilbage, maa jeg sige: Gud har ført mig underligt.

Paa gaarden Lofthus i Mo, Øvre Telemarken, paa hvilken gaard min far var leilænding, saa jeg dagens lys den 16de desbr. 1833. Omtrent 4 aar gammel mistede jeg min mor. Hun var fra Laardal og omtaltes som en særdeles bra kvinde. Efter hendes død bortsatte min far mig og min søster, som var 4 aar ældre, til sin søster, hvor vi forblev omtrent 3 aar, og i denne tid havde vi det ondt. Men saa indgik vor far nyt ægteskab, og da fik vi det i flere aar godt, men jeg sjønte neppe paa, hvor god og forstandig en stedmoder vi havde. Uagtet hun selv havde smaa boglige kundskaber vilde hun gjerne vi skulde lære og paasaa strengt at lekserne blev ordentlig lært. Som eksempel herpaa skal jeg nævne: Jeg skulde lære det sidste blad i Saxdorfs Forklaring, som var noksaa vanskeligt, og før jeg havde lært det, skulde jeg ingen mad faa. Jeg læste og læste, men maatte gaa tilsengs om aftenen uden mad. Om morgenen var det paa ny frisk igjen. Jeg læste og graat. Endelig udpaa dagen havde jeg faat den i mig, men hun mente det saa vel. Skolen maatte jeg aldrig forsømme, hvordan veiret var. Som nesten overalt i den tid, var det omgangsskole, og fagkredsen var saare indskrænket. Læsning i Grøgaards og Knutsens læsebøger, bibellæsning og senere skrivning og regning for de flinkere og endelig salmesang, men alt temmelig mekanisk.

Artikkelen held fram under annonsen.

Lidt gramatik fik vi ogsaa pugget. Efter flere aars forløb døde min stedmor af tæring, og etpar aar efter hendes død indgik min far ægteskab for 3de gang, og da fik baade jeg og far det noksaa ondt, med haardt arbeide og ofte skjend; men heldigvis var jeg da saa gammel, at jeg ikke længe efter indskrev mig til konfirmasionsforberedelse. Vi blev indskrevne hos den senere biskop Folkestad, men da han straks efter forflyttedes til Kviteseid, kom den ælskverdige presten Sørensen i embedet, for hvem vi blev konfirmerede, og da var jeg henimod 17 aar gammel. Den gang var det skik og brug, at konfirmanterne skulde staa efter kundskaberne, og jeg blev da af omtrent 60 staaende som no.2.

Straks efter min konfirmasion flyttede jeg fra hjemmet og kom til min farbror, hvor jeg siden havde som et hjem. Vinteren efter at jeg var flyttet fra hjemmet opholdt jeg mig ved den faste skole i Skafse for videre at uddanne mig. Min hu stod til at bli lærer, men dertil var der lidet haab, da jeg ingen midler havde, og min far fik ikke lov at hjælpe mig. Endelig lovede min farbroder at hjælpe mig, og høsten 1853 drog jeg afsted til Kviteseids seminar, hvor Folkestad den gang var bestyrer og den dygtige og bekjendte kateket Knut Taraldsen var lærer. Vaaren 1855 blev jeg dimiteret fra denne læreranstalt, og med det samme jeg kom hjem blev jeg tilbudt at tiltræde en lærerpost i min fødebygd, hvilket tilbud jeg modtog. Lønnen var ikke stor, kun 15 spd. for 24 uger skole og kost innatura. Denne skolepost var delt i 3 «roder», kredse og en af de mest forsømte i hele sognet, saa det var ikke lysteligt at ta paa, og hertil kom daarlige skolelokaler med surrende rokke og larmende vævstole samt megen fordom at overvinde naar noget nyt skulde indføres. Naar saa skolen sluttede den 14de april, saa var det at søge arbeide resten af aaret. Visitatserne kom ogsaa ofte længe efter skolen var slut eller ogsaa nest før (den) skulde begynde, og ved disse anledninger fik vi stadig opgaverne extempora (utan førebuing), som det hed, og det ofte over skriftsteder.

Jeg skjønte straks, at jeg ikke kunde slaa mig tilro med en slig post, og da jeg havde været her ca. 2 1/2 aar begyndte jeg at søge, thi jeg tænkte: Enten maa du faa en bedre post eller saa faar du si skolen farvel. Men efter hvert som jeg kom ind i skolearbeidet, blev jeg mere og mere glad deri. Først søgte jeg en post i Hurum - en meget god post - og fik den ogsaa, men blev bestemt fraraadt at ta imod den af min faderlige ven presten og senere provst S.F. Sørensen. Aarsagen var den, at der skulde være en kranglevoren prest i Hurum den gang. Vaaren 1858 sendte jeg ansøgning her til Fjære om de da ledige Bringsvær og Huselands kredse, og den 1ste septbr. - saavidt jeg erindrer fik jeg brev fra presten Pharo, at jeg var ansat og maatte komme saa snart som muligt, og allerede den 8de s.m. landede jeg i Grimstad og overnattede paa Dømmesmoen hos presten Pharo. Han tog meget venlig imod mig og lod sin gut skydse mig til Bringsvær. I Bringsvær kreds var omgangsskole det første aar, men i Huseland kreds var en leiet rodestue. Lønnen var 60 spd. og kost innatura paa gaardene. Dette syntes folk var en svær løn, og selv biskop Lippe ytrede ved en visitats: «Ja, det maa jeg sige er en pen løn!»

Jeg havde store tanker om skolevæsenet her i Fjære og tænkte, at oplysningen maatte staa høit saa nær byen, hvorfor jeg begyndte arbeidet med adskillig ængstelse, men jeg tog feil. Mange gamle folk kunde ikke læse og endnu flere selv blandt unge kunde ikke skrive og regne. Men der var begyndt hos flere en trang til oplysning, og efter samraad med en af kredsens forstandigste mænd fik jeg istand en aftenskole for unge mænd, hvor vi drev paa med skrivning, regning og lidt norsk. Selv følte jeg at jeg stod tilbage, og jeg skjønte, at hvis jeg skulde fortsætte skolegjerningen, maatte jeg arbeide paa min egen uddannelse. Jeg tog da fat paa at læse dels paa egen haand og dels med hjælp af en af lærerne ved den Dahlske skole, hos hvem jeg opholdt mig en sommerferie.

Det første aar her i Fjære var der omgangsskole i Bringsværroden og en leiet rodestue i Huselandsroden, men aaret efter blev der leiet en rodestue ogsaa i Bringsvær. Maden derimod maatte jeg fremdeles tage omkring paa gaardene endnu en tid, men endelig ved nogle formaaende venners hjælp fik jeg 60 spd. aarlig i kostpenge. Endnu saa det ikke lyst ud for os lærere og at stifte familie fandt jeg altfor resikabelt. I 1861 opsagde jeg skolen for at udvandre til Amerika; men baade presten Pharo og min gamle uforglemmelige ven Osulv Bringsvær fik mig overtalt til at søge posten paa ny, idet de mente at lærernes kaar vilde om ikke længe forbedres. Da ogsaa den amerikanske borgerkrig udbrød opgav jeg tanken om udvandring. 2 aar efter jeg var kommen her søgte jeg og fik en lærerpost i Kil ved Kragerø, men efter nogle dages betænkning frasagde jeg mig den, idet jeg fandt at jeg ikke vilde vinde saa meget med byttet. I 1862 fik jeg permision fra skolen for at opholde mig ved Holts seminar nogle uger, og af dette ophold havde jeg godt udbytte. Et nyt fag var da netop indført, nemlig naturfag, hvilket fag interesserede mig meget - særlig botanik. Med ny lyst og nyt mod begyndte jeg skolearbeidet igjen; men jeg skjønte, at hvis jeg skulde faa skolen frem, maatte andre lokaler og læremidler til.

Jeg begyndte da at tale med de mest formaaende mænd om sagen, og efter mange møder og adskillig modstand fik den sjeldne dygtige komunemand H. Omundsen, som da var ordfører, drevet igjennem, at et skolehus med familiebolig skulde opføres og kredserne slaaes sammen til en. Efter mange møder og megen strid blev det endelig bestemt, at det skulde staa paa Moy og at kredsen skulde kaldes Moy kreds. Jeg fik da i opdrag at skaffe et grundris til en passelig skolebygning, og da jeg havde set sligt i «Folkeskolen», som Feragen og Smith udgav, saa reiste jeg til Holt og raadførte med ham (Feragen) og efter denne tegning blev baade dette og flere skolehus bygget.

Som byggekomite opnævntes H. Omundsen, Peder O. Huseland og Jørgen Grefstad, og til nytaar 1864 blev huset tat ibrug.

I 1864 den 4de august indgik jeg egteskab med Ingeborg Marie Olsen fra Næs værk og viedes i Holts kirke, og i dette vort egteskab har vi havt 14 børn, 12 sønner og 2 døtre, hvoraf 4 sønner og en datter er død. Trods megen sygdom og stræv har vi havt et lykkeligt samliv, og vi kan ikke fuldtakke Gud for al hans godhed mod os og for de mange venner han har skaffet os.

En tildragelse i mit liv kan jeg ikke forbigaa. Aaret efter min mors død var jeg paa sæteren, og en ældre snil enke havde tilsyn med mig. Saa en dag, hun havde noksaa travelt, havde jeg forvildet mig ud paa et hængedynd og holdt paa at synke under. Hun hørte skriget, sprang til, men kunde ingen se. Endelig fik hun øie paa mig, men kun hovedet. I en fart fik hun revet ned nogle melkehylder, som (hun) lagde ud som en bro og drog mig op efter haaret. Denne tildragelse fortalte hun mig flere gange, da jeg blev større. Denne kone betragtede (jeg) altid som min redningsmand og var glad hver gang jeg saa hende».

Skule: Den nedlagde Moy skule. Foto: Arne T. Aabø

Folketeljing i 1865

Det kunne no vera av interesse å høyre meir om Halvor Olsen sitt virke på Sørlandet. Folketeljingi for Fjære i 1865 fortel dette:

Artikkelen held fram under annonsen.

Halvor Olsen, Husfader, bruger av Skolejord, Skolelærer,

32 aar, fra Bratsberg Amt.

hustru Ingeborg M. Olsen, 23 aar, fra Holt prestegjeld,

Ole P. Olsen, 1 aar, deres Sønn.

Som alt nemnt ligg Halvor Olsen gravlagd på Fjære kyrkjegard. Det er reist ein stor gravstein yver han og kona og fem born som døydde som små. Innskrifti er slik:

Skolebestyrer Halvor Olsen, født i Mo 16.12.1833, død 07.12.1929.

Ingeborg Marie Olsen, født 01.05.1843 på Næs Verk, død 01.01.1921.

Namn på dei fem borni, med fødselsdato og dødsdato, er ogso med. Borni heitte Ole Peder, Anne Margrethe, Gunnar, Peder og Ingvald. So sjølv um mange av borni døydde små, var det fleire som livde upp. Ætti hev spreidd seg vidt utyver, på Sørlandet, og ikkje minst i Canada og USA, då fleire i slekti hev utvandra. Eldste nolivande barnebarnet av Halvor Olsen, Halvard Moy, bur i Vancouver, Canada og fylde 90 år i 1995.

Eit anna barnebarn, Bjarne Moy, fødd 1904, var interessert i slektsgransking, og saman med soknepresten i Fjære byrja han arbeidet med bygdeboki for Fjære. Diverre døydde han tidleg, so han fekk ikkje sluttføre arbeidet.

Då Halvor Olsen slutta som skulestyrar i 1907, flutte han til Ugland og budde der. Han hadde då vore lærar i 52 år, og av desse 49 år i Fjære. Der døydde kona hans i 1921. Dei siste liveåri sine budde han hjå dotter si på Bie.

Artikkelen held fram under annonsen.

I desember 1929 døydde Halvor, og i Grimstad Adressetidende for same månaden kan me lesa minneord og referat frå gravferdi. Soleis fær me ogso ein klår tokke av mennesket Halvor Olsen. Utanum lærargjerningi fekk han ogso tid til andre hugmål. Santal-misjonen var eit av dei. Etter at Lars Skrefsrud vitja Halvor i 1882 og -83, stifta han det sistnemnde året Moy santalforening, og stod som formann i denne so lenge han budde på Moy. Elles fylgde han gjennom heile livet livande med i dei religiøse stridsspursmåli. Men ettermælet hans slær fast at han «stod urokkelig paa gammel grund».

I boki «Banken og bygda», Fjære Sogns Sparebanks bok, fær me høyre at Halvor Olsen var den fyrste revisorassistent i denne sparebanken. Han hadde dette umbodet frå 1885 til 1919. I denne boki er det ogso bilete av Halvor.

I meldingi frå gravferdi heiter det slik: «Skolebestyrer Halvor Olsen begravedes igaar fra hjemmet paa Bie til Fjære kirkegaard. Den blomstersmykkede kiste var sat ut i haven, og fremmøtet av slekt, venner og forhenværende elever, som ønsket at hædre den avdøde, var overvældende». Det var mange kransenedleggingar ved båra, og alle som tala, teikna eit fint bilete av den avlidne heidersmannen.

Eit portrett av Halvor, um lag 40 x 50 cm, som i si tid hekk på Moy skule, heng no på Vik barneskule i Grimstad. Det er godt å vita at minnet um denne dugande mannen vert teke vare på ogso soleis. Og jamvel um han voks upp i tronge kår i ei avstengd fjellbygd, miste mor si tidleg, og hadde ein vanskeleg barndom, so hadde han framdrift og hugmål til å arbeide seg fram i livet. På den måten kan vonleg dette utdraget av livssoga hans vera til fyredøme for mange i vår tid.

Sumaren 1997 la me ferieturen um Grimstad og Fjære. Me leita oss fram til gravstaden ved Fjære kyrkje og fann minnesteinen.

Gravlagd: Gravsteinen over Halvor Olsen på Fjære kyrkjegard. Foto: Arne T. Aabø

På Vik skule trefte me vaktmeister Arild Nordskog, som med velvilje synte oss biletet av Halvor Olsen. Det hadde fenge litt av ein heidersplass, på lærarromet på denne store barneskulen noko utanfyre Grimstad. Eit par kilometers køyring frå Vik førde oss til den no nedlagde Moy skule, skulen som Halvor Olsen i si tid hadde gjort upptaket til og fenge teikna.

Det var med underlege kjenslur me gjorde oss kjende i lendet der Halvor Olsen fekk utføre sitt kall og gjera si livsgjerning. Fatigguten frå fjøllbygdi i Telemark hadde sett djupe merke etter seg her i sørlandsbygdi. Minnet um han var framleis livande.

(Denne artikkelen stod også i Årbok for Telemark i 1999)